Diverse

Om at give sig selv plads

*Trigger warning: seksuelle overgreb*

For en måneds tid siden sad jeg hos tandlægen i venteværelsets varme lys. Mit blik faldt på en forside fra Berlingske Business: ”Toptalenter holder arbejde og fritid i perfekt balance”. Trak lidt på smilebåndet, tydeligvis var jeg ikke noget toptalent, for der var ikke meget balance her! Jeg var ved tandlægen for at få lavet de første to af fire huller, havde haft ondt i hele sommeren, og følte mig temmelig lille. Jeg har haft ét hul før i mit liv, så jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne være gået så galt. Det viste sig at skyldes en kombination af noget medicin, jeg tager, og at min tidligere tandlæge helt enkelt havde overset dem ved tidligere kontroller, og nu var hullerne lige pludselig blevet mange og store.

Cirka samtidig fejede #MeToo-bølgen hen over verden, og det påvirkede mig helt vildt. Som nogle af mine gamle læsere ved, har jeg en temmelig barsk fortid bag mig.

Jeg blev misbrugt seksuelt i fem år som barn af min papfar, som bl.a tog børnepornografiske billeder af mig. Jeg anmeldte ham, da jeg var 18. Han tilstod og blev dømt, og i løbet af processen viste det sig desuden, at min tidligere bedste veninde allerede tidligere havde anmeldt ham for billeder han havde taget af os sammen, men den del har jeg helt fortrængt – hvilket selvfølgelig får mig til at undre, hvad mere jeg mon ikke kan huske.

Seksuelt misbrug af børn er så omfattende en ting, at det er svært at snakke om, for hvor skal man overhovedet begynde?

I tiden omkring og efter anmeldelsen hang jeg stort set ikke sammen. Det hele var så fucked up. Jeg fortalte om det til alt og alle, hele tiden. Jeg havde holdt det inde så længe at da jeg først begyndte, kunne jeg næsten ikke holde op igen. Nu har jeg ikke samme behov længere og er nok også lidt mere bevidst om, hvordan det kan påvirke andre at høre om.

Men der var en periode den vinter, hvor jeg stort set holdt op med at spise, ikke fordi jeg havde et problem med mad som sådan, men fordi jeg var rædselsslagen for at blive kvalt i det. Og jeg turde knap bevæge mig ud i køkkenet eller på badeværelset, hvor der var skarpe genstande, for hvad nu hvis jeg kom på at begå selvmord? Ikke at jeg havde lyst til det, men nogle gange kom idéen så klart igennem, hvor nemt det ville være, og hvad hvis jeg nåede at handle på det, før jeg kunne stoppe mig selv?

Det hjalp ikke, at min papfar kun fik en betinget dom, så han var ude på fri fod, holdt øje med os på vores nye adresse og sendte chikanerende breve. Et par dage efter min morfars dødsannonce havde været i lokalavisen, skrev han f.eks et brev til min mor, og påstod at min morfar også havde misbrugt mig. Han skrev også på et tidspunkt og truede os med en injuriesag, hvis vi gik og snakkede om ham. Jeg kan godt ærgre mig i dag over, at vi ikke også anmeldte ham for brevene, men jeg tror, at vi havde for travlt med at overleve til overhovedet at komme på tanken.

Og også: Hvorfor i alverden tjekkede myndighederne ikke op på mig, da min veninde i sin tid anmeldte ham for en forbrydelse mod os begge? Hendes sag var forældet, så den blev ikke taget op, men derfor kunne de måske godt lige have spurgt til mig alligevel?

I lang tid troede jeg så egentlig, at jeg var ovre det. Jeg skammer mig ikke og har ikke svært ved at tale om det. Så må det være bearbejdet, ikke? Jeg fik endda en henvisning til en psykolog med speciale i den slags sager, som efter tre konsultationer fortalte mig, at det hun kunne lære mig, kunne jeg allerede, og resten var bare et spørgsmål om tid, så der var ingen grund til, at jeg kom igen.

Hvilket igen er så himmelråbende dumt, at man næsten ikke ved, hvad man skal sige.

Det er første i løbet af de seneste ca 18 måneder, at det for alvor er gået op for mig, præcis hvad jeg har været ude for, og hvordan det har påvirket mig. Hvordan mit nervesystem hele mit liv har været i konstant alarmberedskab. Har været bange for alt, ikke kunnet huske, ikke kunnet koncentrere mig, ikke kunnet sove, ikke kunnet overskue noget og bare generelt haft brug for rigtigt, rigtigt meget ro.

Sidste forår gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden, og selvom jeg ikke vil komme ind på detaljerne her, endte bruddet på en måde, som fik mig til at stille alvorlige spørgsmålstegn ikke bare ved dét forhold, men også ved alle mine andre relationer, ved meningen med det hele. Det har været helt sindssygt hårdt. Men som jeg også har lært: det er ved konflikter, at gamle mønstre for alvor bliver tydelige, og hvor man får muligheden for at hele igen.

Oven i det hele har jeg jo sclerose også, og selv om jeg stort set ikke har mærket noget til selve sygdommen de sidste tre år, har jeg mærket rigtigt meget til bivirkningerne af behandlingen. Sidste år havde jeg nærmest konstant feber, og nu har jeg skiftet til noget andet, som har fået mig til at tabe det meste af mit hår. Jeg har også nogle gange nogle gamle symptomer, som blusser op i nogle dage, før de så lige så stille forsvinder igen. Lige i øjeblikket er jeg lidt udfordret på balancen og en lille smule spastisk i venstre side. Ikke nok til at man kan se det på mig, men nok til at jeg ved, at det er der (ikke noget man læser om så ofte på blogs, føler jeg!).

Og jeg er så forbandet stolt af, hvor langt jeg er kommet! Jeg vågner glad op hver eneste morgen, spiser generelt sundt men ikke fanatisk, er kommet i gang med at træne, er glad for min krop, falder i søvn hurtigt og sover godt, min menstruation er blevet regelmæssig, hvad den aldrig, aldrig nogensinde har været før, og hvor jeg før ofte havde migræne 2-3 gange om ugen, kan jeg faktisk ikke længere huske, hvornår jeg sidst havde et anfald. Jeg kan pludselig overskue at se hele serier på Netflix og HBO, jeg kan arbejde og høre musik samtidig, og jeg kan huske ting igen! Jeg blevet mere udadvendt og social og har fået et meget bedre forhold til folk i mit liv. Jeg siger fra i stedet for bare at bide irritation eller sårede følelser i mig. Jeg kan jo selvfølgelig stadig blive ked af det og have dårlige dage, men det varer sjældent særligt længe, før jeg igen for øje på lyspunkterne.

Når det er sagt, er det alt sammen stadig relativt nyt for mig, det har ikke helt bundfældet sig og er blevet automatisk, og det kræver stadig til dels bevidst indsats at opretholde. Og nogle gange vælter det hele stadig en lille smule. Som f.eks. når jeg taber det meste af håret, skal have lavet en masse huller, min venstre side bliver spastisk, og en bølge som #MeToo bevæger sig over landet, så hele mit nervesystem går i alarmberedskab igen i nogle dage, og jeg får svært ved at sove og spise og godt kan glemme alt om at koncentrere mig om noget som helst. Det kan altså være virkelig frustrerende!

Og midt i alt det her forsøger jeg så at skrive mit speciale. På grund af en administrativ misforståelse har jeg kun fået fire måneder til det. Og fordi jeg har været syg og er blevet forsinket i studiet, har jeg fået at vide, at jeg kun har tid til ét eksamensforsøg. Og helt ærligt? Jeg ved ikke, om det lykkes. Om jeg når det.

Men hvor jeg før ville kæmpe med løftet sværd, har jeg denne gang besluttet, at det ikke er det væsentligste. I lang tid har jeg set min kandidatuddannelse som den ultimative prøve på, om jeg ”klarer det”, om jeg har ”vundet” over min fortid. Men uanset hvor meget jeg stadig gerne vil blive færdig, så ser jeg det ikke helt sådan længere længere. Nu tænker jeg, at det er alt det andet, der er sejren, og som er vigtigste at holde fast i. Og så tænker jeg, at det egentlig heller ikke er så frygtelig vigtigt at vinde længere, for jeg er faktisk ret fantastisk også med mine ar.

Så når den lille tvivl melder sig i baghovedet og hvisker (eller nogle gange skriger mig direkte ind i ansigtet) ”det her går aldrig, det her kan du ikke!” så svarer jeg lige så stille tilbage ”Nej, måske ikke. Men jeg kan forsøge”. Og så sætter jeg den ene fod efter den anden, endnu en dag.

Diverse Musik

Efterårsøjeblikke

Efteråret er altså sådan en hyggelig årstid! I år har jeg mest bare haft virkeligt travlt med studiet, så jeg har hverken nået at læse en masse bøger eller stirret ind i kaminild, men derfor er det nu alligevel…

Genbrug Klædeskabet

Se min kjole, den er gul som løvfald

Den her kjole er ren kærlighed. Min ubestridte yndlingskjole, den jeg ville redde i en ildebrand. Hvis du spørger hvorfor, bliver jeg svar skyldig. Jeg har ingen anelse. Jeg købte den på Etsy for omtrent fire år siden, med…

Økonomi

Hvornår er man rig?

Penge er en sjov størrelse. På papiret er de intet mere end et simpelt værktøj, men i realiteten tillægger vi dem så meget større betydning end dét. De kan påvirke, hvordan vi ser os selv og hvordan andre ser…

Diverse

5 podcastanbefalinger

Godmorgen, venner! Hvad har I af planer denne blæsende weekend? Jeg er selv på vej op til Hillerød lige om lidt, de har et stort loppemarked to gange om året, og jeg er på udkig efter nogle pæne urtepotteskjulere.…

Dagens te Køkkenet

Lav bæredygtige drinks med te

Tilbage i august var jeg på te & gin workshop hos Tante T i forbindelse med Copenhagen Food Festival, som jeg også kort fik nævnt her. Jeg havde siddet og lurepasset lidt på billetten og havde ikke rigtigt kunne…

Rejser

Hammerknuden

Jeg har altid været glad for at gå ture. Om det er et helt nyt sted eller det samme, jeg har gået tusinde gange før, er underordnet. Der er altid noget nyt at se. Men når jeg er et…